Metoder/teoretisk inspiration – hvad baserer vi vores praksis på?

Når vi skal arbejde med mennesker med erhvervet hjerneskade er det vigtigt at have et fælles sprog på tværs af fagligheder. Det finder vi i Neuropædagogikken.

Karen Marie Grønbæk definerer neuropædagogik således:
”Neuropædagogik er kunsten at indgå situationsbestemt, i et solidarisk samarbejde med mennesker som medfødt eller erhvervet har skade i hjernens mentale funktioner.
Samarbejdet har erfaringsdannelse som mål, som led i personens bestræbelser på at overvinde, kompensere for eller leve med de begrænsninger, hjerneskaden har medfødt.
Neuropædagogik er en tværfaglig disciplin, som baseres på naturvidenskabelig, humanistisk og socialvidenskabelig teori, samt på erfaringer hos alle implicerede i samarbejdet.”

Neuropædagogik er en måde at tænke på og ikke en metode.

Det er ikke kun pædagoger der arbejder neuropædagogisk, men alle faggrupper der samarbejder med hjerneskadede. Det er en tværfaglig disciplin, hvor hver enkelt faggruppe har fat i sin egen monofaglighed. Neuropædagogikken er en fælles referenceramme, men de enkelte tiltag er af monofaglig karakter.

Følgevirkningerne efter en hjerneskade har en biologisk, en psykologisk og en social forklaring. Det er i det samspil vi skal forstå brugerens funktionsnedsættelse og udviklingsmuligheder. Funktionsnedsættelsen er et udtryk for begrænsninger i brugerens daglige virke. Der fokuseres ikke ensidigt på hjerneskaden, men på dens konsekvenser for brugeren og for brugerens mulighed for at fungere i hverdagen.

Alt dette fordrer at vi arbejder med:
•    viden om hjernens opbygning og funktion, samt om hjerneskader og følgevirkninger
•    udskrivningspapirer fra brugerens sidste behandlingssted
•    viden om brugerens livsverden – for at forstå meningen og skabe sammenhæng
•    supervision / reflektion
•    faglig sparring / reflektion
•    evaluering